”Det satans liv” – Årets forestilling på musisk linje

Af Michael Hoff

 

Mange torsdages og to hele arbejdsweekenders arbejde med at skrive og sætte en forestilling op, som var helt unik og kun deres egen, kulminerede i uge 11 med premieren på musikteatercollagen ”Det satans liv”.

Stykket fortalte historien om en klasse af teenagere, som står midt i en tid, hvor alting føles stort og nyt og den fulgte de unges hverdag på skolen, hvor venskaber opstår, men også bliver sat på prøve. Nogle kæmper med mobning og følelsen af at stå udenfor fællesskabet, mens andre forsøger at finde modet til at være sig selv. Ensomhed, stærke følelser og fristelser opstår i mødet med gruppens forventninger og ønsket om at passe ind.

Forestillingen var akkompagneret af klassiske 80’er-hits, hvor sangenes temaer og stemninger spejlede de følelser og konflikter, der udspillede sig i scenerne. Samtidig dukkede de velkendte figurer fra tegnefilmen ”Inside Out” løbende op og kommenterede de unges dilemmaer og valg.

Gennem både humor og alvor blev publikum taget med ind i et univers, hvor musik, følelser og hverdagens udfordringer flettedes sammen til en levende fortælling om ungdom, fællesskab og det at finde sin plads i verden.

Musisk linjes 49 elever fra 8., 9. og 10. årgang kunne onsdag aften d. 11. marts nyde en meget velfortjent pizza sammen efter tre dagsforestillinger for skolens øvrige elever og to aftenforestillinger for familie og venner – for fulde huse.

Alle var trætte, men også meget glade for selve stykket og dets modtagelse samt det fremragende forløb, hvor sammenhold og fællesskab på tværs af årgange og køn i den grad blomstrede.