Overnatning i Zoo – en uforglemmelig oplevelse
Skrevet i 5.b – juni 2025
Vi begyndte vores tur med at mødes ved hovedindgangen til Zoo, hvor vi blev taget imod af Morten og Ene. Da alle var ankommet, gik vi samlet ned til shelterpladsen, hvor vi blev fordelt i vores sovegrupper og fik pakket ud. Stemningen var god og – vi glædede os til, hvad der ventede.
Vores guide, Laura, mødte os ved shelterne og tog os med på en spændende rundtur i Zoo. Hun fortalte levende om dyrene og lod os stille spørgsmål, så vi fik en hel masse ud af det. Vi fik også lov til at se steder, som normalt er lukkede for besøgende – fx en stor fryser med døde dyr, hvor vi så en frossen abe, der hed Steffen. Det var både spændende og lidt vildt.
Til aftensmad spiste vi kyllingeburger med pomfritter og valgfri drikkevarer i Café Chunga. Der var generelt stor begejstring for maden. Efter aftensmaden havde vi tid til at lege på legepladsen, hvor vi blandt andet legede fangeleg sammen.
Da vi kom tilbage til shelterne, hyggede vi omkring bålet med varm kakao og ristede skumfiduser. Der blev spillet kort, snakket og sunget lejrbålssange. Nogle syntes, det var hyggeligt at synge sammen, mens andre hellere ville have haft lidt mere fri leg. Ved sengetid var det lidt svært at falde i søvn – både på grund af hårde madrasser og snorkende kammerater – men det var en del af oplevelsen og jo samtidig fedt. Det er helt vildt særligt at sove udenfor, hvor alle lyde ligesom er forstærket, og hvor vi kunne høre dyrene, når de gryntede.
Næste morgen spiste vi morgenmad, hvor der var rundstykker med ost og syltetøj, havregryn, cornflakes og kakao. Derefter pakkede vi vores ting sammen og stillede dem i et aflåst rum, så vi kunne gå frit rundt i Zoo i vores sovegrupper. Det var fedt at have frihed til selv at vælge, hvad vi ville se. Vi sluttede turen med at tage hjem til Ene, hvor vi spiste hotdogs og hyggede os, inden vi blev hentet.
Zoo havde planlagt et virkelig godt og velorganiseret program. Sådan en tur har stor betydning for klassens sociale liv, fordi det var fedt at lave noget sammen uden for skolen og opleve noget nyt og spændende. Det at være i Zoo efter lukketid og at opleve dyrene i en helt særlig stemning gjorde turen ekstra speciel. Om aftenen hyggede vi ved bålet med kakao og skumfiduser, spillede kort og sang. Selvom ikke alle var lige vilde med at synge, var det tydeligt, at det sociale samvær var i fokus – både i samtaler, grin og i små øjeblikke omkring shelterne.
Turen blev ikke bare en spændende oplevelse – den gav også endnu stærkere venskaber, styrkede sammenholdet og skabte minder, der rækker langt ud over hverdagen i klasselokalet – en tur vi sent vil glemme.
- Zoo