Tur til den fynske landsby
Af Freja Hummelgaard Christoffersen og Rosa Minh Thao Pham, 4.a
Den 3. juni var 4.a. og 4.b på udeskole i Den Fynske Landsby.
Det startede med, at vi mødte i klassen, hvor vi hørte om, hvad vi skulle lave hele dagen.
Bagefter skulle vi gå til den fynske landsby. Det tog os sådan ca. 45 min.
Da vi kom derhen, spiste vi lidt formiddagsmad, og lidt efter kom en person, der hedder Anne Gertsen. Hun fortalte om Den Fynske Landsby, hvordan man levede i gamle dage, og hvad vi skulle lave.
Vi skulle lege, at vi gik i skole i 1800- tallet, hvor hun var vores lærer. Vi skulle følge efter hende ned i et omklædningsrum. Her skulle vi klæde os ud i noget tøj fra 1800- tallet. Vi måtte vælge et køn vi ville være, så nogle af drengene blev klædt ud som piger. Så skulle vi hen til Den Gamle Skole.
Da vi kom derhen, stod Anne i døren til skolen. Hun fortalte, at hun skulle være skolelærer, og vi skulle kalde hende Fru Gertsen. Hun sagde også, at nogle gange ville hun være lærer og nogle gange sig selv, så vi ikke blev forskrækkede – hun var nemlig en skrap lærer. Da vi så begyndte legen, skulle vi bare løbe rundt udenfor, indtil hun kaldte os ind. Da hun kaldte os hen, skulle vi stå ved døren i en række med drenge og en række med piger. Drengene gik først ind og skulle sige “Godmorgen Fru Gertsen” til Anne. Bagefter skulle pigerne sige det.
Vi kom ind i klassen, hvor vi kunne vælge, hvor vi ville sidde. Vi kunne sidde enten på 1. række, 2. række eller bagerste række. De børn, der sad på 1. række, var dem man bedst kunne lide, og de bagerste kunne man ikke lide. Da vi havde fundet vores pladser, skulle vi have morgensang, og nogen fra den forreste række og en fra den bagerste række skulle synge for, imens vi andre bare sad på vores pladser og sang med, men først skulle vi dele bøger ud.
På bøgerne stod der mange ting og nogle sange. Vi skulle synge “I østen stiger solen op”. Bagefter skulle vi skrive efter noget, der stod i bogen. Da vi var i ”Den Sorte Skole”, var der to, der blev sendt uden for døren for at blive slået med et reb (altså ikke rigtigt – de skulle bare sige av).
Vi var der nok i en time. Bagefter gik vi udenfor for at spise og så blev vi delt ud i grupper, og så gik vi rundt i en time, inden vi kørte hjem med bus.
Det var en god dag, og det var sjovt at prøve at gå i skole som i gamle dage.