6.a og 6.b til finalen i Skole-OL

Af:  Trine Vestergaard og Åse Bruntse, klasselærere i 6.a og 6.b

 

6.klasserne deltog i maj i det indledende stævne til Skole-Ol her i Odense. Vi havde en rigtig god dag, hvor begge klasser gav den fuld gas. Begge klasser var derefter så heldige at få et wildcard til finalen i Billund.

Torsdag d. 16. juni kl. 7.00 satte vi derfor kursen mod Billund i højt solskin – spændte og forventningsfulde. I Billund deltog ca. 80 klasser fra hele landet i flere forskellige discipliner.

Stævnet startede op på olympisk vis med indmarch, nationalsang og den olympiske flamme blev tændt. Det hele styret på bedste vis af youtuberne ”Kender du det?” og Simone Rosenberg. Derefter var der en kort opvarmning, og så var det afsted på 2.2 km løb rundt i Billund. Der blev løbet det bedste, man kunne, og alle klarede det rigtig flot.

6.a skulle derefter deltage i orienteringsløb. De skulle løbe 2 forskellige typer løb, og det var klassens samlede resultat, der talte. Alle var klar – og der blev læst kort og løbet stærkt. Alle ydede en god indsats.

6.b deltog i atletik. Der blev løbet, sprunget og kastet – og heppet på hinanden. Her var det også klassens samlede indsats, der talte. 6.b havde fuldt fokus – og kæmpede det bedste, de kunne.

Efter konkurrencerne kunne man prøve andre aktiviteter – f.eks. tennis og bueskydning – og man kunne få fat i de gratis sponsorgaver i form af solbriller og drikkedunk.

Det hele sluttede af med en præmieceremoni – og så kunne vi køre trætte hjem mod Odense igen efter en rigtig god dag i Billund