Årets traditionelle juleafslutning i Valgmenighedskirken
Af Michael Hoff
Torsdag d. 19. december var en regnvejrsdag. Det ikke bare regnede… det øsede ned, men det forhindrede ikke samtlige elever og voksne fra Odense Friskole i at begive sig til fods gennem vandmasserne mod Valgmenighedskirken til den traditionelle julegudstjeneste. Og som vanligt kunne skolen af to omgange byde jule-velkommen til ikke blot elever og lærere, men også mange forældre og bedsteforældre, og der er en ganske særlig både hyggelig og højtidelig stemning, når vi alle samles i den smukke valgmenighedskirke.
Det var dog ikke alt, der var som vanligt, for i november gik kirkens mangeårige præst, Inger Bergion, på pension, og det var derfor den midlertidige erstatning for Inger, Kristoffer Johannes Schmidt-Hansen, som forestod gudstjenesten.
Efter en fælles ”Dejlig er den himmel blå” sang 2.-3. klasses kor to dejlige julesange, hvorefter Kristoffer fortalte historien om den 4. vise mand, Artaban, som ikke nåede frem til Jesusbarnet sammen med de tre andre vismænd, og derefter forgæves brugte hele sit liv på at møde Jesus og overbringe ham sine kostbare gaver. Det lykkedes ham aldrig, men i sine bestræbelser på at finde Jesus brugte han gaverne på gode og næstekærlige gerninger, og i sit dødsøjeblik, som faldt sammen med Jesus´ død, indså han, at han havde været tæt på Jesus hele sit liv.
Afsluttende sang vi salmerne ”Et barn er født i Bethlehem” og ”Dejlig er jorden” før turen gik tilbage til skolen og juleferien.
På trods af våde bukser og sokker var det som altid en dejlig indgang til nogle forhåbentlig glade og givende juledage i familiens skød.
Glædelig jul!