EDIT24 med 5b – årets specialpris
Af 5.b
I flex-ugen havde vi i 5b, ligesom alle andre på skolen, et tema om køn, krop og kultur. Ligesom sidste år skulle vi lave projektopgave og i år var vores produkt små animationsfilm. Vi arbejdede sammen med parallelklassen, men var opdelt i grupper klassevis. Filmene skulle vi bruge i den formelle filmkonkurrence Edit 24, skolernes Filmfestival.
Til at begynde med fik vi et kursus i, hvordan man laver gode stopmotion film. Så skulle vi finde ud af, hvad vores film skulle hedde og handle om. Da vi havde gjort det, skulle vi lave et storyboard. Et storyboard er en masse små tegninger af, hvad der skal ske i ens film. Dagen efter skulle vi i gang med at lave de ting, figurer, rekvisitter og baggrunde, vi skulle bruge i vores film og tænke animationerne ind, så der kunne være bevægelige dele i en hel masse.
Efter mange timers arbejde blev vi klar til at optage. Det forgik sådan, at vi optog på en IPad, det var derfor vigtigt at få lavet en opstilling til optagelserne, så IPaden kunne ligge stille, for ellers fungerede det ikke. Da vi havde gjort det, optog vi lyd til filmen. Vi lavede ALLE lydene selv. Der var både bruser-lyd, lyden af fodtrin, musik og meget andet, alt sammen noget, vi selv fandt ud af at få lavet og optaget, ligesom vi selv har indtalt de replikker, filmkaraktererne skulle sige.
Da vi havde gjort det, var filmene faktisk færdige, og der var rigtig mange virkelig gode. Der var bare det, at man som klasse kun kunne sende én film ind til Edit 24, så vi genså alle de fine bud på den film, vi skulle deltage med. Alle fik udleveret et stemmeark, hvorpå vi gav de forskellige film point. Vi holdt en lille galla på skolen, hvor vi så filmene sammen med 5.a og gav hver film point fra 3-15 ud fra nogle udvalgte kriterier. I vores klasse var der to film, der havde fået akkurat lige mange point, så vi måtte stemme igen mellem de to film. Vi lavede en om-afstemning, og der vandt filmen “Kim er bare Kim”. Så det blev dén film, vi sendte ind til den officielle EDIT24.
Alle deltagende klasser fra hele Odense var efterfølgende inviteret til lokal filmgalla på Rising Skolen den 19. marts 2025. Vi cyklede derover, hvilket var noget nyt for os, men det gik supergodt. Vi kom derhen og blev vist ind til den røde løber, hvor vi blev fotograferet klassevis. Vi fik popkorn, og så startede det hele efter lidt ventetid. Der var en speaker, der guidede os igennem, at vi fik set alle de indsendte 13 film på det store lærred.
Da alle film var blevet vist, gennemgik juryen, hvad man havde set efter for at finde den rigtige vinder af årets ”Special-pris”. Specialprisen gik til en film, der var noget ganske specielt, og dén film, juryen havde valgt, havde – ud over nogle utrolig fine og detaljerede animationer – udmærket sig ved at have en utrolig vedkommende morale, man kunne spejle sig i, og som er relevant i den tid, vi lever i – i den film er moralen tydelig og vigtig, det ér vigtigt, man husker at være sig selv. Mens de fortalte sådan oppe fra scenen, kiggede mange af os på hinanden, og flere af os tænkte, at det jo godt kunne være vores film, han talte om….. men andre film kunne måske også løbe med prisen….. sekunderne gik, og så sagde de det:
– ”Årets specialpris går til filmen ”Kim er bare Kim” lavet af 5.b på Odense Friskole.”
Det blev vi naturligvis superglade og stolte over, og vi glæder os til at modtage den kagemand, klassen har vundet. Det har været fedt at lave stop-motion animationsfilm og sjovt at deltage i skolernes Filmfestival.