Erasmus+ – elevudveksling med skole i Spanien
På Odense Friskole tager vi det i den såkaldte Erasmus-ordning, eller mere korrekt Erasmus+, som er EU’s program for uddannelse, ungdom og sport i Europa, der giver mulighed for udvekslingsophold og internationalt samarbejde. Programmet er primært rettet mod studerende, men også mod lærere, personale og andre grupper inden for uddannelse, ungdom og idræt. Erasmus+ har et stort budget og er en vigtig kilde til finansiering af uddannelses- og ungdomsprojekter i Europa.
I år har det ført til et besøg på en skole i Murcia og et efterfølgende genbesøg i Odense.
Her følger to elevskrevne artikler om de to udvekslinger
På udvekslingsophold i Spanien
Af: Tina og Caroline, 8.b
Vi var en gruppe elever, der fik lov at komme med til Spanien. Det var et Erasmus+ projekt, men hvad er det egentlig? Der er et EU-program, som støtter uddannelse, ungdom og sport.
De har også stærkt fokus på social inklusion, det grønne, den digitale omstilling og unges deltagelse i demokratiet.
Der var en meget fed tur fyldt med kultur, spansk historie og traditioner. Vi boede hver i sær hos en værtsfamilie og nogle boede to sammen. Vi (Caroline og Tina 8.b) boede hver for sig, men hos to meget gode veninder, så vi kunne stadig være sammen, selv om vi ikke boede sammen.
I den spanske skole fik vi først en rundvisning og så skulle vi være med i nogle af deres timer. I deres sprogtime skulle vi fremlægge om Danmark og vores skole. I den samme time, skulle vi arbejde sammen i grupper blandede af danskere og spaniere. Vi skulle samarbejde om at løse gåder og koder, så vi kunne få en nøgle til at låse os ud af lokalet.
Opgaverne var både på engelsk, spansk og dansk, så alle skulle hjælpe, for at man kunne løse dem. Vi var også på tur til Murcia med en guide, som fortalte os om byen.
Familierne havde planlagt nogle ting vi skulle efter skole, fx så skulle vi tirsdag i Myrtea Sould Jump Park, der minder meget om Jumping Fun.
Onsdag tog vi hen til en strand, hvor vi hørte om naturen og så nogle saltsøer, hvor der var flamingoer. Det var meget spændende at høre om, hvordan de har brugt saltsøerne gennem historien.
Det var en meget god tur, og lige inden vi skulle hjem, så skulle vi have en madfestival, hvor de spanske familier havde noget traditionelt mad med, og vi danskere havde lidt forskellige rugbrødsmadder og lidt lakrids med. Vi havde en meget god tur og fik hygget meget, mens vi lærte om deres kultur og skolegang, men vi var også glade for at komme hjem til hverdagen og vennerne igen.
Spaniernes besøg i Danmark
Af: Linnea, 7.a og Alma og Johanne, 7.b
Fra lørdag d. 5. april til torsdag d. 10. april 2025 var vi så heldige at få besøg af en gruppe spaniere fra skolen CES-Vega media. De skulle bo sammen med os, gå i skole sammen med os og prøve, hvordan det er at bo i Danmark. De, der var værtsfamilie, skulle have dem boende, give dem mad, sørge for at de kom i skole til tiden og vigtigst af alt få dem til at føle sig hjemme.
Lørdag aften ankom de ret sent og havde kun tid til at slappe af, pakke ud og se deres nye hjem for de næste fem dage.
Søndag var der ikke planlagt noget før klokken to. Derfor var der nogen, der tog dem med ud for at se noget af Odense, nogle tog i zoo og andre var bare derhjemme. Klokken to skulle de så mødes med deres klasse og lærere i Rosengårdscenteret, hvor de brugte tre timer på at shoppe.
Om mandagen skulle vi alle mødes ovre på skolen kl. 8 og efter morgensang fik vi og nogle af de andre klasser en fin præsentation om Spanien og deres skole, som to af eleverne havde lavet. Bagefter blev vi delt op i nogle grupper og så gik vi ellers bare rundt og viste dem skolen. Det må nok have været ret spændende for dem, siden deres skole ser så anderledes ud.
Så lavede vi vores egne vendespil og fik oversat nogle ord til både dansk, spansk og engelsk.
Så havde vi lige en pause, inden vi skulle ind til Odenses bymidte og lave en guidet tur for spanierne. Vi viste dem ting som H.C. Andersens Hus, Domkirken, Albani bryggeri og rådhuset. Om aftenen var der mange af os, der mødtes på Storms Pakhus og havde en rigtig hyggelig aften.
Tirsdag mødtes vi på cirkel K’s parkeringsplads, hvor vi blev hentet af en bus, der skulle køre os til København. Vi blev sat af ved Den Lille Havfrue, og så gik vi gennem København og viste spanierne en masse af de ting, man skal se, når man kommer til København.
Så fik vi lige en pause, hvor vi kunne shoppe lidt og få spist vores madpakker, inden vi gik mod tivoli. Resten af dagen blev brugt i Tivoli, inden turen gik hjem til Odense efter en lang, men god dag.
Onsdag mødtes vi kort på skolen, inden vi skulle med en bus ud til Den Fynske Landsby. Der fik vi så en guidet rundvisning og bagefter lidt tid til selv at gå rundt og kigge. Spanierne var især meget optaget af dyrene. Så tog vi bussen tilbage til skolen. Nogle spiste madpakker på skolen, og andre gik op i byen. Bagefter tog vi hen til H.C. Andersens Museum, hvor vi fik en hel masse tid til at gå rundt og kigge.
Efter det var der nogle, der tog hjem og andre der tog op i byen. vi skulle nemlig mødes på skolen igen kl. 17 til en afskedsmiddag. Vi tog alle sammen en ret med og de spanske lærere havde også lidt spansk mad med. Vi fik sagt farvel, og der blev delt diplomer ud til spanierne. Resten af aftenen brugte de på at pakke deres ting og nyde den sidste aften med værtsfamilierne.
Torsdag var vi med til morgensang, hvor der blev sagt tak for besøget til spanierne. Bagefter lærte vi lidt om digitale kompetencer, programmering og de 17 verdensmål. Efter det tog spanierne ned i byen og shoppede lidt, mens vi danskere havde normale timer.
Da klokken blev ca. tre tog spanierne hen på skolen for at hente deres bagage, inden de skulle rejse hjem.
Vi nød virkelig at have spanierne på besøg, og nogle af os nåede faktisk også at blive meget tætte på den uge. Det har helt sikkert været en kæmpe oplevelse for både os og spanierne. Vi har lært en hel masse om Spanien, og hvordan de har det socialt. Vi har lært et par spanske ord, men vigtigst af alt har vi haft en helt fantastisk uge, vi aldrig vil glemme.