Fælleslejr 2022 – digt og billeder

– 530 elever, 60 medarbejdere og 60 forældre på lejr sammen fra mandag til torsdag i uge 25:

 

Fire dage sammen som afslutning på året…

det er trods alt de færreste beskåret.

I ”Stevninghus” i Sønderjylland i skøn natur

blandt 650 mennesker i fri dressur.

Dage med sol og lidt regn og blæst

– den danske sommer som vi kender den bedst.

Dage med latter, humør og smil,

dage fyldt med aktiviteter og et sjældent hvil.

Et passende farvel til lille tabel

og skoleåret, der gik på hæld.

Et passende velkommen til sommerens komme

(og gid den aldrig måtte være omme).

 

Med tid til at lege med venskabsklasser

og tid til mange fysiske strabadser.

Tid til aftenbålets hygge med grin og med sang

– og snakke i teltet, når aftenen blev lang.

Tid til markedsdagsboder med stor fantasi,

hvor mange slags udfordringer sattes fri.

Tid til samvær på tværs for store og små

og tid til at nyde, at tid går i stå.

Med tid til det hele uden at jage,

alt fik sin tid og den tid, det sku´ tage.

 

Fire dage sammen, som vi sent skal glemme,

dage, hvor man ligefrem kunne fornemme,

at fællesskab er mere end blot et ord,

en frase, et udtryk – et tagselvbord.

Fællesskab er kernen i den skole, vi tror på,

for fællesskabet er det, som vi bygger og gror på.

Nu trækker vi vejret og sunder os… men

i 2027 er vi på den igen 🙂

 

Se billeder fra turen her: https://www.skyfish.com/p/odensefriskole