Indskolingssamling

Af Cecilie Fløe Møller

 

I indskolingen er vi begyndt at have fire samlinger om året. Til samlingerne står en årgang for at planlægge og holde en samling for resten af børnene i indskolingen. Den første samling i år blev holdt af 3. årgang, der havde valgt at fortælle om emnet “Sommerfugle”.

Inden samlingen havde 3.a og 3.b pyntet Torvet op med monotypi-tryk af sommerfugle, som de havde lavet i billedkunst. De havde øvet sig i at læse talekort op i små grupper og stå frem for hinanden og fortælle. I musik havde de øvet sangen “Sommerfuglen flyver rundt i stuen”.

Under samlingen fortalte 3. årgang om sommerfuglens superkræfter. De fortalte om, at sommerfuglene i Danmark ikke har det så godt og har brug for bedre betingelser, hvis de skal trives. De viste, hvilke planter man kan plante hjemme i sin have for at hjælpe sommerfuglene, og beskrev, hvordan man planter planter, så de får de bedste betingelser.

3.årgang præsenterede fortællingen om “The very hungry caterpillar”, som de havde arbejdet med i engelsk og fortalte om sommerfuglens livscyklus.