Juleklippedag

Årets juleklippedag

Fredag d. 28. november – den sidste fredag inden december – blev det atter juletid på skolen.

Den store juleklippedag løb af stablen.

Hele huset summede traditionen tro af både varm julestemning og hektisk julekreativitet, og alle klasser brugte hele formiddagen på at skabe julepynt og dekorere klasserne.

I indskolingen var der som altid besøg af især mange bedsteforældre, og det er sjovt at se den stolthed og glæde, som stråler ud af de små, som på samme tid får lov at vise skolen og klassen frem for bedsteforældrene og samtidig vise bedsteforældrene for kammerater og lærere.

I overbygningen var der gang i den traditionelle dørkonkurrence, hvor Lotte fra boden og Lasse-pedel var overdommere. I år var der tre vinderkriterier: Den mest julede, den mest kiksede og den sjoveste dør. Der var benhård konkurrence om hæderen, og alle klasser lagde både energi og fantasi i opgaven, som det ses på billederne.

En dejlig start på julen, og nu venter december med julemorgensamlinger, nissekammerater, julelys og forventningens glæde.