Årets flexuger

Af Michael Hoff

 

Igennem mange år har et skoleår på Odense Friskole budt på to alternative arbejdsuger – kaldet flexuger. De ligger altid i uge 41 og uge 6.

Af og til er hele skolen engageret i et fælles projekt på tværs af alle årgange, men oftest arbejdes der i hhv. indskoling (0.-3. kl.), mellemtrin (4.-6. kl.) og udskoling (7.-10. kl.)

Således også i år, hvor årets første flexuge forløb efter følgende model:

– i indskolingen havde 0. klassen et forløb om kunst med fire forskellige værksteder, mens 1.-3. klasse havde et spændende tema om dyr. Man var i Odense Zoo og havde besøg af dyr på skolen ud fra temaerne: Vilde dyr, bondegårdsdyr og dyr som hjælpere

– på mellemtrinnet fokuserede man på skolens 160-års jubilæum på en række forskellige måder

– i overbygningen arbejdede man på tværs af alle fire årgange med at skabe et fiktivt land. Her skulle der blandt andet til hvert land produceres en grundlov, en nationalsang, tages beslutninger om styreform, historie og økonomi, kreeres et flag og et kort samt beskrive landets historie og geografi.

 

Årets anden flexuge er netop overstået, og igen er der blevet arbejdet med en mangfoldighed af aktiviteter:

– 0.-1. klasse har haft et forløb om trolde, hvor der er blevet produceret et væld af trolde i med blyant og farver, i ler og i diverse andre materialer.

2.-3. klasse har fordybet sig i de fire lande… Skotland, Grønland, Australien og Frankrig

– på mellemtrinnet arbejdede 4.-6. klasse med projektarbejdsformen i en nedskaleret form. At kunne arbejde projektorienteret er en væsentlig del af skolearbejdet i overbygningen, og det var således spændende at få sat fokus på dette i mellemtrinnet.

– i udskolingen begyndte ugen med en fælles tur til Odense Zoo, hvor der både blev arbejdet med en fotosafari, men i lige så høj grad var mulighed for socialt samvær og hygge i og på tværs af klasserne.

Resten af ugen bestod af seks forskellige værksteder, som havde det til fælles, at de inddrog byen i forløbet. Her blev arbejdet med vinterbadning, fysisk træning, digitale collager, poetry slam, Odenses historie med tilhørende byløb, H.C. Andersen inklusive besøg på museet samt street art.

Link til billeder: Flexuger 2023/24.