Årets juleklippedag

Årets juleklippedag

 

Den sidste fredag inden december – i år allerede d. 25. november – blev det igen tid til den store juleklippedag. Hele huset summede traditionen tro af både varm julestemning og hektisk julekreativitet, og alle klasser brugte hele formiddagen på at skabe julepynt og dekorere klasserne.

I indskolingen var der som altid besøg af især mange bedsteforældre, og det er sjovt at se den stolthed og glæde, som stråler ud af de små, som på samme tid får lov at vise skolen og klassen frem for bedsteforældrene og samtidig vise bedsteforældrene for kammerater og lærere.

I overbygningen var der gang i den efterhånden traditionelle dørkonkurrence, hvor Lotte fra boden som vanligt var overdommer. I år var der tre vinderkriterer: Den mest julede, den mest opfindsomme og den mest bæredygtige dør. Der blev lagt energi og fantasi i opgaven, som det ses på billederne.

Dagen blev rundet af med fællessamling for hhv. 0.-6. klasse og 7.-10. klasse… og nu venter december med julemorgensamlinger, nissekammerater, julelys og forventningens glæde.