Afsked med Thomas Allesø
Mandag den 30. maj tog vi afsked med Thomas Allesø.
Dagen startede med en flagallé bestående af alle skolens elever, hvor Thomas gik fra kontoret til de yngstes elevers skolegård. Her var der en del forældre til stede og sammen med alle elever og medarbejdere, skabte de en festlig ramme for dagen.
Thomas Hestelund holdt en tale for Allesø og vi sang flere sange. En af sangene var særligt skrevet til dagen og til Thomas.
Flere elever fra indskolingen, mellemtrinet og udskolingen holdt en lille tale for Thomas. De talte om hvordan de havde holdt af ham og at de ville komme til at savne ham. Det som gik igen i alle talerne var Thomas´ imødekommenhed og hans tro på, at alle elever skal føle sig trygge og velkomne. Thomas har mødt elever og forældre med et smil og samtidigt altid haft et blik for, hvordan det store fællesskab er et bærende element for skolen.
Samtlige af skolens 530 elever havde været med til at lave en afskedsgave. Alle havde havde sat deres håndaftryk på et lærred, som tilsidst blev rammet ind. Det var lavet i super flotte farver og Thomas var meget glad for gaven.
Til sidst fortalte Thomas, hvor meget han holdte af “sin skole” og hvor glad han havde været for al sin tid på skolen. Han var meget taknemmelig for at have mødt så mange dejlige mennesker og han ønskede alle alt det bedste. Han sagde også tusind tak for de fine ord fra eleverne og kunstværket.
Vi sluttede med at synge endnu en sang og så var det tilbage i klasserne, hvor der var brunsviger til alle.