Besøg af Amnesty International
Fredag d. 10. januar var skolens 7.-10. klasse samlet på torvet til en time i selskab med to repræsentanter fra Amnesty International.
De fortalte med udgangspunkt i deres eget store engagement i og mangeårige arbejde for Amnesty International og menneskerettigheder generelt om Amnestys historie og formål krydret med en lang række konkrete eksempler på brud på menneskerettigheder, som Amnesty har involveret sig i.
Sager, som handlede om emner som ytringsfrihed, politisk engagement, retten til at bestemme over egen krop, abort, kønsdiskrimination og mere.
De to oplægsholdere, Ingrid og Jens Allan, er begge frivillige i Amnesty, og de var rejst fra København til Odense for at fortælle for vore unge, og på den måde var de gennem deres eget eksempel med til at tydeliggøre vigtigheden af frivilligt arbejde – det være sig i Amnesty International eller andre organisationer.