Foredrag på skolen af Imran Rashid

Mandag d. 21. oktober var det nok en gang tid til skolekredsmøde på Odense Friskole. Vi havde besøg af læge, it-iværksætter og forfatter Imran Rashid, som bl.a. har skrevet den tankevækkende bog ”SLUK – kunsten at overleve en digitaliseret verden”.

Og tankevækkende var også hans foredrag, som mere end 100 forældre og medarbejdere havde fornøjelsen af. På både indsigtsfuld, provokerende og humoristisk vis tog Imran udgangspunkt i sin lægefaglige baggrund og forklarede via beskrivelser af hjernens basale funktioner, hvorfor vi alle – unge som ældre – er i en tilstand grænsende til afhængighed af mobil og sociale medier.

Og det var hård kost… Imran fortalte blandt meget andet, at 90 % af vores adfærd er rutinemæssig og vanestyret og kun 10% er bevidst, rationel adfærd. Tankevækkende!

 

Alle gik fra foredraget med en bedre forståelse af mobilens dominerende rolle i det moderne menneskes liv, men også med en række gode råd til, hvordan man i højere grad kan tage kontrollen tilbage.