Forfatterforedrag med Nicole Boyle Rødtnes

Af: Karla og Mathias, 5.b

 

Den 13/9 var der foredrag for 3. og 5. klasse med den kendte danske forfatter Nicole Boyle Rødtnes.

Nicole fortalte om, hvordan hun blev forfatter og om sine bøger. Hun fortalte om sit liv, før hun blev forfatter, og om hvor mange gange hun skulle prøve, før hun fik sin første bog udgivet ved et forlag. Og så fortalte hun om sine bøger “Iltjagt” og “Ilttyv,” som foregår i en dyster fremtid.

“Iltjagt” handler om Liam og Alex, som bor i en verden oven på den gamle verden efter ulykken, der gjorde, at jorden var fyldt med strålinger. Der er et stort slør over byen for at beskytte mod strålinger, men dem der bor tæt på sløret, kan godt være født med strålingsskader. Man er også nødt til at betale for sin egen ilt, og der er forskellige iltkvaliteter. Et menneske kan kun overleve, hvis man får ilt 5 eller højere, men det er ikke alle, der har råd til det, så nogle mennesker er nødt til at overleve med den dårlige ilt.

“Iltjagt” har vundet Orlaprisen 2023 og var også med i Verdensbogugen 2023.

Under foredraget blev der fortalt om mange flere bøger, vist bogtrailere om nogle af bøgerne, og til sidst måtte man stille Nicole Boyle Rødtnes et spørgsmål. Spørgsmålene var med i en konkurrence om, hvem der kunne (efter hvad Nicole syntes) stille det bedste spørgsmål. Det var muligt at vinde én af bøgerne “Iltjagt 1,”” Medusa 1,” “Blitz 1” og “Elverdans 1.” Der kom mange spørgsmål, og alle var gode, men til sidst valgte Nicole det bedste spørgsmål, og så var foredraget slut. Men hvis man ville have et bogmærke med Nicoles autograf, kunne man stille sig i kø og få det.

Tusind tak for et spændende foredrag, Nicole Boyle Rødtnes.