Indsamling af skoletasker og pennalhuse til børn i Senegal
Af: Markedsdagudvalget
Endnu en gang har vi sat gang i en indsamling af brugte skoletasker og pennalhuse. Denne gang sender vi dem til skolen i landsbyen Falméré i Senegal. Falméré er også den by, vi vil støtte med penge til at få bygget en lukket brønd, som vi gjorde det for fire år siden i en nabolandsby.
Vi indsamler skoletasker og pennalhuse (gerne med indhold) indtil den 12. april, hvor skolens store Markedsdag løber af stablen. På markedsdagen er målet at samle de 25.000 kr. ind, det koster at bygge en lukket brønd med tilhørende rørsystem, som sikrer rent vand til skolebørnene og resten af landsbyen.
Det er elever, medarbejdere og forældre på Odense Friskole, der står bag indsamlingen, og vi tager med taknemmelighed imod tasker og pennalhuse fra alle (afleveres på skolens kontor).
Børnene på billedet står med nogle af de skoletasker, vi tidligere har samlet ind til dem.