Kaptajn Karlsen på besøg i 0. klasserne

Af: Emilie Bach Pedersen

 

Kaptajn Karlsen var i uge 5 på besøg i 0.a og 0.b. Han sendte i starten af skoleåret et skib og en flaskepost til børnehaveklasserne med besked om, at han havde brug for deres hjælp til at fylde skibet med dyr.

Dyrene ville komme forbi takket være hans dyreannonce i avisen. Dyrene havde alle hvert deres bogstav med, og for nylig har børnene fået fyldt hele skibet op. De har både lært, hvad bogstaverne hedder, deres lyd og hvordan man skriver dem.

De måtte give Kaptajn Karlsen besked om, at de havde løst hans opgave. En flaskepost blev derfor skrevet og sendt til kaptajnen. Efter ugers ventetid gik han pludselig forvirret omkring i skolegården og ledte efter nogen, der hed 0.a og 0.b.

Han havde meget at fortælle, og han var super sjov. Børnene fik lov til at prøve hans kikkert, og han havde både opgavesæt og lakridspiber med (han stoppede selv med at ryge rigtig pibe, fordi han begyndte at lyde som en hund blandet med en sæl, og derfor var han gået over til lakridspiberne).

Børnene syntes, det var meget spændende endelig at møde ham og vise ham, hvad de havde lært.