Musisk Linjes forestilling: Uncivilization

I slutningen af januar løb årets store forestilling fra musisk linje af stablen. Fem forestillinger blev fremført for alle skolens elever samt forældre og venner.

”Uncivilization” var en musikteatercollage om skabelsen af en civilisation på godt og ondt, og den var lavet fra bunden af musisk linjes 50 elever.

Det var en fortælling i drama, musik, sang og dans om en flok unges forsøg på i et fremmed, ukendt og skræmmende miljø at skabe en civilisation – defineret som det højeste niveau af menneskelig social og kulturel udvikling og organisation.

 

Eksistentielle spørgsmål og tidløse dilemmaer blev bragt i spil, mens ubekvemme sandheder udstilledes og konfronteredes:

– Hvordan træffer vi valg?

– Hvem bestemmer?

– Hvilke spilleregler kan vi enes om?

– Hvem er vi egentlig, og hvorfor er vi her?

Mens de unge kæmpede for overlevelse og svarene på disse spørgsmål, måtte de påbegynde skabelsen af en civilisation og lære, at afstanden fra idyl til kaos kan være meget lille.

—————–

Her følger en lille beretning fra to unge fra musisk linje – Bodil Bondegaard og Simone Merton, 9c:

 

Vi har i år opført stykket “Uncivilisation” som vi er rigtig glade for at have været en del af. Dette år har været fantastisk, fordi vi har rykket vores grænser, prøvet nye ting af og dannet tætte relationer.

Man kan virkelig mærke processen fra start (august) til slut (januar). Med drama er det jo sådan, at man gerne skal blive modigere og stærkere i troen på sig selv. Det kan man i den grad sige, at vi fik bygget op med de gode lærere, vi har. Fra august til oktober lavede vi en masse øvelser sammen, som gjorde, at vi blev mere og mere trygge i hinanden selskab. Vi var trods alt tre årgange blandet på tværs – 8., 9. og 10. klasse.

Hen på efteråret begyndte vi allerede at øve den første scene. Her var ingen dialoger skrevet, og der var kun et meget overordnet idégrundlag for stykket, som kun lærerne kendte. Og fra efteråret og hen til starten af januar blev stykket langsomt skruet sammen af alle os elever. Vi lavede danse-koreografier, musikerne øvede sangene, skuespillerne skrev dialoger, og alle var med til at byde ind med præg og tilføjelser.

I januar havde vi to øveweekender, hvor alle mødte op fra 9-17. Det var nogle rigtig fede weekender, fordi man fik arbejdet i bund, og man kunne mærke, at der skete noget. Især den sidste weekend var sjov, fordi vi da havde skrevet alt, hvad der skulle skrives, og så skulle der bare øves! Her kunne vi for første gang se den sammenhængende fortælling, vi havde brugt året på at skabe.

Selvom det er nervepirrende i tiden op til premieren, er det sådan en fed følelse at vise det, man har arbejdet hårdt på for hele skolen og familien.

Tak for et sjovt år på musisk linje!

Link til billeder: Musisk linje 2023