”Tid til sang, og sange til tiden” – skolekredsmøde og sangaften med Erik Sommer
Torsdag d. 30. marts blev der holdt skolekredsmøde med deltagelse af forældre og medarbejdere. Temaet for aftenen var overskriften ”Tid til sang, og sange til tiden”, og til at føre os gennem aftenen var inviteret Erik Sommer, som er uddannet musikpædagog fra Det kgl. Musikkonservatorium. Erik Sommer har i 12 år arbejdet som højskolelærer og sidenhen nu i 16 år som lektor i musik ved Nr. Nissum Seminarium.
Erik Sommer har en omfattende komponistvirksomhed bag sig med mange sange og salmemelodier til både voksne og børn. Heraf er en del blevet optaget i højskolesangbogen og i den nye salmebog.
Erik Sommers oplæg til aftenen beskrev på bedste vis mødets fokus – fællessangen:
Vi kan synge os igennem dagen, om året og om hele livet. Vi kan synge om fællesskab, naturen, historien, kunsten og om liv og tro. I sangene samles vi om det alt sammen; derfor kan sang skabe glæde, men fælles sang skaber fælles glæde, og ved at høre noget sammen kommer vi til at høre sammen! Sangene lever fortsat i os, men de skal bruges, mærkes og fortælles videre, ellers glemmer vi dem. Højskolesangbogen er historie og poesi og en samling værdifulde beskrivelser af, hvad der er væsentligt, og som har værdi for os som mennesker.
Erik Sommer havde udvalgt sangaftenens ca. 12 sange, og han bandt på bedste vis sangene sammen med underholdende anekdoter, livsfortællinger og gode pædagogiske og filosofiske overvejelser, som gav plads til både smil, latter og eftertanke.