Friskolernes kordag 2023

Af Kim Zeuner, på korteamets vegne

Tirsdag den 21. marts drog Odense Friskole afsted for andet år i træk til Friskolernes kordag.
Igen i år forgik det på efterskolen for sang og musik – Efterskolen Ollerup.
Vi kørte fra skolen i bus med hele 3. og 4. årgang og en flok voksne fra skolen. Vi var fulde af forventning og glædede os til at komme ned og synge sammen med tre andre friskoler – Kassebølle, Vestre Skerninge og Ollerup Friskole. Vi var samlet 250 børn og så frem til timer i hinandens selskab omkring sangen.
Klasserne havde hjemmefra øvet sig i kortimerne og musiktimerne på seks fantastiske sange skrevet at korlederen Trine Sørensen og Johanne Schack von Brockdorff.
Alle skoler havde også medbragt en fællessang. Vi havde naturligvis medbragt vores skolesang – Solen står smukt på sin himmel.
De fire fællessange skulle også fremføres under koncerten.

Vi øvede os sammen alle børn og voksne, men huskede også at holde nogle pauser. Disse blev brugt på at lege og snakke med andre elever, man ikke kendte. Det var fra et voksen synspunkt fantastisk at se ungerne lege og spille rundbold på tværs af alder, klasse og skole. Godt gået unger.

De blev med kyndig hånd hjulpet igennem dagen af Trine og Johanne og her tænker jeg ikke kun på sangprogrammet. Korlederne gav også eleverne den opgave at opsøge mindst et barn, de ikke kendte på forhånd og indlede en snak. Man kunne eventuelt spørge, hvad den anden hed, eller hvad deres livret var. Man må sige, at ungerne tog opgaven til sig – fantastisk dejligt at opleve.

Klokken 15.00 kom rigtig mange forældre og oplevede en formidabel koncert. Koret blev bakket op af et super velspillende band. Denne koncert sluttede dagen af på allerfineste vis. Tak til de mange forældre, der havde fundet vejen til Sydfyn og var så hjælpsomme at tage ekstra børn med retur til Odense.

Vi er klar igen næste år.