Besøg af forfatter, Peter Borberg

Af: Maja Honore Mau og Johanne Lund Hansen, 4.B

 

4.-6. klasse har været til oplæg med Peter Borberg, som er forfatter. Vi hørte om, hvordan hans interesse for bogskrivning startede. Han blev meget inspireret af sin farmor, som også var forfatter. Hun hed Jytte Borberg og skrev 30 romaner og en hel masse andre bøger. Hun er her desværre ikke mere, hun døde i 2007 og nåede aldrig at læse en af hans bøger. Han fortalte, at der hvor hun sad og skrev, var der en udstoppet fugl, som hang under loftet.

Da han selv begyndte at skrive, var det en avis, som hed Miniposten. Han skrev avisen sammen med en ven, og når de havde skrevet en avis, cyklede de ud til butikker for at spørge, om de ville sælge dem videre. De fik tre kroner for en avis, og sådan tjente de deres lommepenge.

Peters første bog udgav han i 2007. Den handlede om forskellige slags mennesker, og i dag synes han selv, den er ”fjollet og dårligt skrevet”.

Peters interesse for Elvis startede meget tidligt, og han kunne fortælle mange sjove historier om ham, og derfor lavede han bogen om Elvis. Den tog to et halvt år at skrive. Han fortalte, at der var nogle 6. klasser på en skole, som havde lavet en musical over hans bog om Elvis, og de inviterede hen for at se den. De havde sat en stor lænestol op med et skilt, hvor der stod ”til forfatteren” på.

Den længste bog, han nogensinde har skrevet, er på 600 sider. Den handler om Storm P og tog syv år at skrive. Han havde sagt til sig selv, at det kun måtte tage to år, men det var alt for lidt.

Han tog rundt til museer for at finde så meget indhold som muligt, og han fik adgang til alt, hvad museerne havde om Storm P. Derefter fik han en fotograf til at tage et billede af hver eneste side i hver eneste dagbog og af alle fjerpinde og den slags ting. Det tog fotografen tre uger at tage alle de billeder. Ved at læse det hele igennem fandt han rigtig mange ting, han kunne bruge i sin bog.

Det var sjovt at høre om, og Peter var også meget god til at fortælle. Det sjoveste var nok at høre om Elvis. Vi håber, han kommer igen.