Flexuge

Endnu en flexuge er passeret på Odense Friskole, og hele huset har igen summet af andre aktiviteter, end de, der normalt kendetegner en skoleuge… læs med her:

Indskoling

I børnehaveklasserne har flexugen handlet om kroppen. Der er blevet lavet skeletter ud af vatpinde, arbejdet med sanserne, dyrket yoga, lavet en tarzan-bane og talt om sund og usund kost og meget mere.

I første klasse var der et ønske om at skabe et anderledes rum til at udfolde fantasi og kreativitet, og i forlængelse heraf valgtes ”superhelte og fantasi” som tema.

Dagene startede med morgensang, efterfulgt af lærer/pædagog oplæg om hhv. Superman, Hulk, Spiderman samt Captain America.

Efter oplægget blev der arbejdet i fire værksteder, som eleverne roterede imellem. Der var et LEGO-værksted, hvor man havde mulighed for at bygge vildt og anderledes; et skrive-værksted, hvor man skrev sin eget superhelteeventyr; et værksted, hvor man i par lavede et superhelteportræt i forholdet 1:1; og slutteligt et ”genbrugsværksted”, hvor man kunne bygge sin egen superhelt ud af genbrugsmaterialer.

Det har været virkelig sjovt og lærerigt, og der er dannet nye spirende venskaber på tværs af klasserne, og eksisterende venskaber har fået nye dimensioner.

 

For 2. og 3. klasse har emnet i flexugen været “Venskab”.

Børnene har været i 4 værksteder med venskabs-digte, fælleslege og akrobatik, sang og tillidsøvelser samt et madværksted. I madværkstedet er der hver dag et nyt hold børn, som har bagt boller, muffins og andet i køkkenet. Der har været samarbejde på tværs af både årgange og klasser, der har været sjove udfordringer med klistret dej, stort engagement og gode stunder. Det færdige bagværk har børnene dekoreret med fine skilte og flag med tegninger og udsagn om venskab samt det at være en god ven. Det har været stolte og spændte børn, som har delt ud af deres færdige kreationer til alle venner.

 

Mellemtrin

4.-6. klasse har overordnet arbejdet med projektarbejdsformen og bolig- og indretnings-former. Her en lille beretning fra Tobias og Robin fra 5.a:

På 5. årgang har vi arbejdet med overemnet boliger og familie. Vi blev delt ud i grupper, hvor vi fik vores underemne. F.eks. arbejdede vores gruppe med, hvordan man bor i andre lande i forhold til Danmark. Vi skulle forberede en fremlæggelse og lave et kreativt produkt ved siden af som f.eks. en lille bolig ud af pap eller noget andet. Det har været et sjovt og godt emne at arbejde med. Det var sjovt at arbejde med, fordi man lavede noget helt andet, end man plejer at lave.

 

Overbygning

I 7.-10. klasse var flexugen delt op i to. Første del – mandag og tirsdag – bestod af 13 værksteder, hvor undervisningen blev varetaget af elever. Alle elever fik én dag på to værksteder.

Aktiviteterne spændte over tegning, skak, dans, bagedyst, grafiske historier (tegneserier), CAD-programmering, udsmykning af skolen, kortfilm, musik, bolsjeproduktion, basketball, yoga og et politisk værksted, hvor man skulle lave sit eget parti.

Elever fra alle fire klassetrin i overbygningen stod for indhold og undervisning støttet af en lærer, og det var flot at se, hvor seriøst og ordentligt, de gik til opgaven. Der var tænkt mange tanker om, hvordan dagene skulle spænde af. Samtidig var der god og solidarisk opbakning fra de deltagende kammerater, og dette resulterede i, at der på alle værksteder blev arbejdet rigtig fint og i en hyggelig og dejlig atmosfære.

 

De resterende tre dage stod i sexualundervisningens tegn, hvor der blev arbejdet klasseopdelt med udgangspunkt i materiale fra Sex og Samfund.

På 9.-10. årgang havde hver klasse desuden én dag med besøg af Sexekspressen, hvor unge studerende – primært medicinstuderende – underviste eleverne.

Se billeder fra ugen:TRYK HER