Krisens fire faser
Digte og tegninger fra musisk linjes forestilling – Krisens fire faser
Når musisk linje arbejder med at få skabt en forestilling fra bunden er et af udgangspunkterne, hvilke kompetencer og særlige evner der er til stede i flokken af elever. Målet er i videst mulige omfang at inddrage de kunstneriske kvaliteter, hver især besidder, lige fra musikere, sangere, skuespillere, dansere, elever med særlig teknisk snilde… og som i dette tilfælde elever med ekstra evner indenfor lyrik og tegnekunst.
Ulrikke Veppler fra 9C skrev til forestillingen fire digte over krisens fire faser, og Benedicte Kastrup fra 8A illustrerede dem, og det blev til to unikke kunstneriske udtryk, som kan nydes her.
Digte og tegninger ophænges desuden i kuben sammen med sangen ”Heavy” skrevet af Jens Rasmussen fra 10. klasse.
Følg Benediktes tegneproces ved at trykke på billedet. Der er fire forskellige små film af ca 1 minuts varighed.
- Chokfasen
Hvad er det der sker?
Der er umuligt at fokusere.
Med lukkede øjne, føles alting dødt, med åbnede øjnene, føles det som kaos.
Der er ingen forklaring på noget.
Kun brudstykker af usammenhængende sætninger.
Jeg har lyst til at skrige.
Jeg vil skrige så højt, at min hals bliver revet til blods,
og mine lunger bliver punkteret.
Jeg vil skrige så højt, at ingen nogensinde vil komme i tvivl om at jeg var her.
At jeg var i live.
Men mit skrig bliver kvalt, før det får mulighed for at forlade mine læber.
Alt der kommer ud er en hvisken af ord.
Ord der bliver til kaudervælsk.
Jeg forsøger at centralisere mit blik. Et rødt lys er at fornemme.
Jeg fokuserer, stiller skarpt.
Det er håbløst.
Lydene omkring mig forstyrrer mit indre, de blander sig sammen,
forvandler sig til lyd af kirkeklokker.
Nej, det er sirener og alarmer.
Det kommer indefra, nej, udefra.
Nej.
Jo.
Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke noget.
Jeg har nu helt mistet evnen til at tale.
Drejer jeg rundt?
Nej? Jeg er i frit fald.
Ned ad går det.
Jeg har ingen mulighed for at stoppe det, ej heller en intention.
Hvad er det lige jeg skal kunne forhindre?
Jeg kan igen ane det røde.
Det er ikke et lys. Det er en nødudgang, og det er ikke en advarsel.
Det er alvor… og det er krise.
- Reaktionsfasen
Først er der sorgen.
Du vil virkelig ikke snakke om det.
Du fælder en tåre, måske to.
Et par timer og så er du ovre det.
Så er der ødelæggelserne.
Du isolerer dig selv på dit værelse.
Græder et par timer.
Falder i søvn badet i dine egne blå og saltede tåre.
Du vågner op med blå læber.
Kulden, saltet og tårerne, har skabt et nyt ansigt.
Et du ikke kender, et der ikke er dit.
Nu forsvinder håbet også.
Du græder og græder, det har ingen ende.
Du folder dig sammen som en kugle på dit badeværelses gulv.
Gennemblødt af dine tåre og sved.
Du er nu helt følelsesløs.
Du kan ikke føle noget.
Du kan ikke engang græde mere.
Du ligger ned og stirrer tomt op i loftet.
Det eneste du kan høre, er en ringen for dine øre.
Alt du kan se er sløret.
Alt smager og lugter af gummi.
Ingenting.
Absolut ingenting.
- Bearbejdelsesfasen
”Jeg er en morder. Jeg dræbte den pige, jeg var engang.”
Pigen der plejede at smile hele tiden.
Pigen hvis aura lyste jomfruhvid.
Pigen der havde en masse venner.
Pigen som jeg altid så på, når jeg kiggede i spejlet. Nu er hun død.
Hendes øjne har fået en mørkere farve, og hun smiler næsten aldrig.
Hun tror ikke på de komplimenter hun modtager, hun tror at folk omkring hende bare prøver at få hende til at føle sig bedre tilpas.
Men hvordan kan jeg det når jeg er en morder?
”Jeg er en morder. Jeg dræbte den pige jeg var engang.”
Men måske er det okay. Måske er det bedre sådan her.
Efter alt vil det jo være umuligt at vende tilbage.
Vende om.
Men det er heller ikke det jeg ønsker. Det mærker jeg nu.
Farven sort klæder mig faktisk, den er mere komfortabel og unavngiven. Og det er sådan jeg ønsker at leve lige nu. På kanten. På kanten mellem sort og hvid. På kanten mellem liv og død.
- Nyorienteringsfasen
Men jeg overlevede, og det er det vigtigste, sagde jeg og så mit unge ansigt for mig. Den let solbrændte hud, de røde læber, de lange vipper.
Jeg glædede mig for første gang over synet.
Solen der skød frem bag de ellers så ofte grå skyer.
Den gule glød der oplyste mit ansigt, og fremhævede mine fregner.
Engang var de bare misfarvninger, i dag er de støv fra gule feers vinger.
I dag er det dem der gør mig til det individ jeg er.
En med egne følelser og holdninger.
En med egen tro på rigtigt og forkert.
En med egne erfaringer med at fejle.
Med at brillere,
Med at tabe,
Med at vinde,
Med at slå sig
og med at hele.
Jeg er på mange måde ligesom du.
En der ser den sorte prik fremfor det hvide papir.
En der ser had i kærlighed.
En der ser mørke i lyset.
Og selvom du, vi og jeg, er den samme,
og det hele sådan set er løgn,
så valgte jeg at tro og det var mit mål.
Så jeg har holdt mit løfte til dig, tænkte jeg.
Jeg har været igennem det hele.
