Maraton-dag på Musisk Linje

I slutningen af januar opfører Musisk Linje deres årlige forestilling. Den er hverken helt eller halvt færdig her kort før efterårsferien – ja, faktisk er eleverne slet ikke startet på arbejdet med den konkrete forestilling endnu. Men hvad foregår der så på linjefaget her i opstarten?

Da det jo er et hold sammensat af elever fra 7 forskellige klasser på 8.-10. klassetrin, handler det i opstartsfasen først og fremmest om at lære hinanden at kende. Når vi laver teater sammen, skal vi turde overskride grænser, som i andre sammenhænge ville forekomme umulige, vi skal have modet til at sige ja, når vi bliver kastet ud i det uvante, og vi skal turde stille os op foran andre – og for at kunne det, skal vi være trygge ved hinanden.

Vi arbejder derfor med mange forskellige drama- og tillidsøvelser, som skaber gensidigt kendskab til og tryghed ved hinanden. Hertil kommer, at vi gennemfører en maratondag sammen, hvor vi først har en ”almindelig” øvegang og derefter bruger nogle timer på en særlig dramaaktivitet for til sidst at spise sammen og tage på Momentum for at se en teaterforestilling.

I år faldt denne maratondag torsdag d. 15. september.

I år bestod den særlige dramaaktivitet i, at der skulle afvikles en gangstersammenkomst, hvor gangstere fra syv forskellige lande skulle vælge deres præsident for det kommende år.

De tre lærere var værter og repræsenterede USA, og alle elever blev derfor fordelt på de seks øvrige lande – Japan, Rusland, Kina, Congo, Italien og Bandidos fra Danmark.

Opgaven bestod i at forberede sig til aftenens gangsterfest, og alle blev mødt med flg. krav:

  • Find ud af, hvem hver især er… udseende, navn, særlige kendetegn, rolle i gruppen mm.
  • Lav en kreativ gave med jeres lands særlige snit til de tre amerikanske værter
  • Lav en hyldesttale til værterne og arrangementet + en valgtale
  • Lav en sang
  • Lav en dans
  • Udsmyk bord og personer

Herudover fik hvert land nogle særlige opgaver, som de andre lande ikke kendte til, og som skulle afspejle den gangsterrivalisering, de oplever i deres daglige gangsterliv.

Musisk Linje-eleverne gik til opgaven med fantastisk humør, energi og kreativitet, og holdet havde nogle rigtig gode timer sammen, som helt sikkert vil give bonus senere på året, når der for alvor skal arbejdes med at producere scener til den store forestilling.