Motionsdag

Så blev det endelig tid til motionsdag på Odense Friskole igen. Sidste år måtte dagen afvikles klassevist – og det gik da også rimeligt – men intet kan erstatte en ægte fælles motionsdag, hvor hele skolen er aktiv samtidig og sammen.

Dagen startede på traditionel vis med morgensamling i skolegården, fællessang, opvarmning ved en flok friske 9. klassepiger, boogie-woogiedans og klassevis afgang til OKS.

O.-4. klasse løb en rute på 1,3 km. rundt om OKS, mens 5.-10. klasse dystede i de fire ærværdige discipliner stafet, parfodbold, høvdingebold og holdstikbold. Humøret var højt og engagementet stort, og der blev kæmpet bravt såvel på løberute som boldbaner, og selv vejret var i efterårsferiestemning.

Vel tilbage på skolen var der juice og æbler til alle og her blev vinderne kåret.

Vinderklassen blandt 0.-4. klasse blev 4a, og meget imponerende var det, at skolens 5 mindste årgange tilsammen præsterede at løbe 1270 km, hvilket omtrent svarer til afstanden fra Odense til slottet i Versailles!

Blandt de store elever gik sejren til 7c, og begge de to vinderklasser bliver belønnet med lækre sager fra Lottes bod efter ferien.

Og så kunne vi med god samvittighed ønske hinanden en rigtig god efterårsferie med en hilsen fra Thomas og den lige så traditionelle afsyngning af de to sange ”Held og lykke” og ”Jeg kan godt li´ efterår”!

Se billeder fra dagen: TRYK HER

Se video fra dagen: TRYK HER