Mystico – årets forårsstykke for 6. klasserne
Af Vitus og Kasper, 6a
Stykket Mystico handlede om en mægtig piratbesætning, som skulle ud på det store hav for at røve en stor skat fra en ø. Borgmesteren var helt bange på besætningens vegne, men den store kaptajn Viktor havde endnu aldrig tabt et slag.
På vejen ud mod øen Mystico plyndrede den mægtige besætning en anden ø, så de havde nok mad til hele turen, men pludselig ramte et stort stormvejr, som var så kraftigt, at masten knækkede. En dag senere ankom de til øen Mystico.
Deres første indtryk af øen var fest og farver, alle var meget venlige og viste dem hen til en gæstehytte, hvor at de kunne bo, indtil de havde fået repareret deres skib.
Sørøverne vidste ikke, hvordan de skulle få fingre i skatten, men under en fest tre dage senere, sneg to besætningsmedlemmer sig ud og røvede skatten. Da festen var slut, var det meningen, de skulle rejse hjem, men kaptajn Viktor valgte at blive på øen, fordi han havde fundet sit livs kærlighed, en lokal pige ved navn Solia.
De holdt en stor bryllupsfest dagen efter og levede lykkeligt til deres dages ende.
—
Se billeder fra stykket: TRYK HER
—
Det er dejligt at kunne lave noget med parallelklassen, fordi så bliver vi rystet lidt mere sammen og lærer hinanden lidt bedre at kende. Nu ved vi lidt mere om hinanden, og hvad folk er gode til fra den anden klasse. Vi kommer også oftere til at lave noget sammen med 6b i frikvartererne.
Vi synes, at det var godt at lave stykket, fordi man udfordrer sine egne grænser. og dermed også får dem skubbet. Og det var fint at sige nogle replikker, som man ikke var så glad for. Der har helt klart været nogle replikker, som man ikke vil sige, hvis det ikke var et skuespil.
Vi har været kreative på mange måder. Vi har både lavet forskellige former for musik, og vi har også lavet mange rekvisitter som f.eks. bølger, sværd og en fiskestang. Musikerne har også ledt efter forskellige lyde og har fundet forskellige beats til de forskellige sange.
Vi synes, det er fedt, når det hele går op i en højere enhed, fordi så har alt det arbejde, man har lagt i stykket, betalt sig.
——
Aske, 6b:
Jeg synes, at det var virkelig fedt, fordi jeg blev meget gode venner med nogle fra 6.a.
Jeg lærte at stå foran mange mennesker, og jeg elskede min rolle. Jeg kunne også lide at synge sange.
Laura, 6b:
Jeg lærte ikke at være så genert og bare have masken på, og at turde træde frem og ikke bare gemme sig bag de andre.
Det var godt, for alle lavede noget, og vi var meget fælles om det. Vi fik også snakket meget sammen – piger og drenge og a og b. Det kunne jeg godt lide.
Jeg synes, vi skal blive ved med lave teater og lave flere forestillinger, for det er rigtig hyggeligt at være sammen med andre, og lave noget i fællesskab.
Julius, 6b:
Jeg synes, det har været en fed uge med teater. Da vi skulle vise vores stykke for andre elever og vores forældre, gik det op for mig, at jeg faktisk var blevet rigtig glad for min rolle.
Jeg synes, at det er fedt, at vi har sådan noget her på skolen. Vi arbejder meget med kun en ting i lang tid. Så kommer det tidspunkt hvor du skal vise den ting, du har arbejdet hårdt på. Det kan jeg godt lide.