Når Superman og Hulk går i aktion!

Skrevet af Mie – klasselærer i 1.a

16 skoledage hjemme var lige præcis det antal dage det tog, før 1.a ikke længere var de samme. 16 skoledage med mor, far, søskende eller adskillige søde pædagoger som hjemmeundervisere gjorde, at 1.a vendte tilbage efter påskeferien delt i to superhelte. Den ene halvdel er forvandlet til Superman og den anden til Hulk, hvilket måske ikke er de to værste, når det nu skal være – heldigvis har vi i begge vores flexuger haft tema om hverdagens helte og senest superhelte, så vi var klar.

Begge superheltehold bor nu på mellemtrinnet i helholdsvis 5.a’s og 4.a’s klasselokaler, hvor vi overfor hinanden kan forsøge at bibeholde nogle af vores faste rutiner, selvom vi ikke alle kan være sammen.

Det betyder, at vi hver morgen synger morgensang og beder fader vor sammen med dørene åbne ind til hinanden, og at der også er tid til, at man kan fortælle, hvis man har noget på hjerte. Det er lidt sejt at være flyttet derop, selvom det betyder, at benene svæver i luften, når man sidder på stolen, at der er længere til ens kammerater, at madpakken nu ligger i tasken frem for at skulle hentes i køleskabet, og at der jævnligt bliver vasket hænder med mange sjove og gode remser for at huske alle fingrene.

Fra at have arbejdet hjemme med skiftevis dansk, matematik, billedkunst, natur & teknik og idræt hver dag, til at skulle være sammen med halvdelen af klassen får både nogle til at sige mere end normalt og andre til at blive mere stille. Vi er alle ved at finde vores roller i at få det til at fungere bedst muligt, når intet er, som det plejer at være.

Dog er der ikke noget, der kan slå os ud i forhold til at fejre fødselsdage. Vi har haft fem fødselsdage, mens vi har været hjemme, og de skal naturligvis fejres, som vi plejer – nu er vi bare trukket udenfor, og vi er sikre på, at lejlighederne ved boldbanen er vilde med at få sunget fødselsdagssang og råbt først syv små hurraer og dernæst det store alle de dage, vi er i skole. Det, der deles ud, er omhyggeligt pakket ind, så vi ikke risikerer noget, og alle flag bliver sprittet af efter brug.
Dernæst er der også plads og tid til at lege, for selvom det er godt at være tilbage, så er det også længe siden, mange af dem har leget sammen. Vi leger bl.a. ståtrold med bevægelser for at blive fri, høvdingebold i superheltehold og alle mine kyllinger kom hjem, samtidig med der bliver leget og snakket i mindre grupper.

Snakkeriet var også øverste punkt på dagsordenen første dag tilbage, hvor der både var mulighed for at fortælle om hjemmeundervisning, påskeferie og tankerne bag, hvorfor vi ikke kunne være i skole. Det blev til begrebet ”Corona-følelser”, hvor ungerne satte ord på, hvad der havde fyldt mest for dem.
Mange havde været, og var til dels stadig, bekymret som den primære følelse. Bekymret for at der ville ske noget med nogen i deres familie og bekymret for, at det ikke igen ville blive, som det engang var. Andre var rasende på corona, og en synes, at man skulle putte corona-virussen ind i hundelort, putte det ned i en kasse og gemme kassen langt væk – selvom det hele er anderledes, får det stadig et smil frem både hos børn og voksne.
Flere af ungerne har også haft ekstra god tid med deres familie og nydt at kunne lave andre ting sammen, end de er vant til, hvilket havde givet flere følelsen af glæde og tryghed. Dertil har det heller ikke været dårligt at komme senere i seng end på en almindelig skoledag.

Anden dag stod i Dronning Margrethes tegn, hvor vi fejrede hendes fødselsdag ved at høre, skrive og lave matematik om hende, samt tegne kage på paptallerkner til ære for hendes kreative evner – for selvom man er blevet en superhelt, synes man stadig dronninger, prinser og prinsesser er noget særligt.

Dansk og matematik bliver vi også ved med at øve os i, og det er rart at få gang i bøgerne sammen. Ungerne kender rutinerne omkring dem, og det giver dem en ro, at det i mindste er, ligesom det plejer at være – heller ikke Ida og Emil bliver nemlig slået ud af corona.

Hold Superman og hold Hulk melder alt godt, men vi glæder os alle sammen til at måtte give krammere på kryds og tværs, samt kunne lege med lige præcis det, man har lyst til.
Indtil da laver vi krammefagter, sender luftmøsser, vasker hænder, spritter af og gør, hvad vi kan for at få det bedste ud af det – vi kan heldigvis stadig være sammen, selvom det er hver for sig.