Julemåneden i børnehaveklasserne

Af Lotte Juhl Bebe og Dorthe Stærmose

December er en dejlig tid i børnehaveklasserne . En tid med tændte stearinlys, nissehistorier, julebageri, julegavefremstilling og juleklip i lange baner.

Egentlig starter december med vores juleklippedag sidst i november. Sammen med forældre og bedsteforældre får vi arbejdet og snakket og hygget os igennem 8 spændende værksteder i indskolingshuset . Og med al den hjemmelavede pynt bliver der pyntet 8 flotte træer, som lyser i vores hus hele december og er til daglig glæde for os alle.

Der bliver også tid til et julehyggebesøg af de to 6. klasser, som er 0. klassernes venskabsklasser, og den 6/12 var børnehaveklasserne i Nørregaards Teater for at se forestillingen ”Sne.

Det var en fortryllende forestilling hvor vi fysisk vandrede med “sne” ud i verden, da scenen flyttede os rundt. Vi mødte storbyen med øjne og røg ud af skorstenen, fløjtespil og blæstens kræfter, indtil sne igen fandt hjem til sin lille busk.

Børnene var meget optagede, og det var en rigtig god tur.

Tirsdag d. 13/12 var vi på skolen fælles om at opleve årets Lucia optog. Det er så rørende at se vores børn bære lyset ind i en mørk gymnastiksal, mens de synger så smukt for os alle.🎄❤️

Vi glæder os til jul og tæller sammen med børnene dagene til jul, så der er højspænding på og alle børn har en masse sjove nissehistorier med i skole efter deres weekender og adventssøndage.

Børnehaveklasserne ønsker alle en dejlig jul og et rigtigt godt nytår.🎄