9b på Bunkermuseum

Mindre end 1 km fra Odense Friskole ligger Odense Bunkermuseum, og for et 9. klasses samfundsfags- og historiehold med grundlæggende indsigt i den kolde krig samt et Berlin-besøg i bagagen er det oplagt sted at tilbringe et par timer.

Fredag d. 31/1 besøgte 9b Bunkermuseet og blev meget klogere på, hvordan trusselsbilledet og atomkrigsfrygten blev behandlet i efterkrigstiden. Med en veloplagt og vidende guide som fortæller oplevede klassen, hvordan Odenses beredskab placerede en kommandocentral ved og under Kragsbjerggård. Det var stedet, hvor borgmesteren og infrastrukturens nøglepersoner skulle sidde for at styre byen i det værst tænkelige tilfælde – en atomkrig.

Et tankevækkende og spændende indblik i en ikke så fjern fortid.