Friluftstur med linjefaget krop og natur for 8., 9. og 10. klasse

Af: Sebastian Vester Carlsen 8.c og Silas Tofte Sikemsen 8.c.

Hvis du får linjefaget Krop og Natur i 8., 9. eller 10. klasse, skal du på en særlig friluftstur. Den vil vi fortælle om her…

På denne tur var vi ude ved Enebærodde. Vi kom til skolen klokken 08.00 torsdag morgen d. 24/10. Her fik vi en introduktion om, hvor vi skulle cykle hen. Vi fik tjekket vores tasker efter, om vi havde slik, mad, telefoner og andre former for elektronik med, for det måtte vi ikke have.

Herefter fik vi et kort i hånden, og så gik turen ellers ud til Enebærodde. Turen tog omkring 1 time og 30 min til 2 timer. Det var dog en lidt anden historie for et af holdene. De fór nemlig vild og endte inde i Otterup og de blev også jagtet af en traktor, da de prøvede at løbe over en mark. Alt dette medførte, at de først ankom 4 timer senere.

Vel ankommet til Enebærodde skulle vi bygge vores egne shelters, dette skulle vi gøre, mens vi alle var meget sultne. Da vi var færdige, fik vi udleveret et rugbrød, leverpostej, salami og noget kyllingepålæg.

Efter vi havde spist, gik vi en tur. Her lavede vi nogle konkurrencer, bl.a. kaste-konkurrence, hvor vi skulle se, hvem der kunne kaste længst. Næste konkurrence gik ud på, at vi skulle finde ud af, hvornår der var gået ti minutter – uden ur. Til vinderen var der et stykke slik, som var meget tiltrængt hos de heldige vindere.

Efter gåturen kom vi hjem og slappede af og lavede aftensmad. Til aftensmad lavede vi en grønsagsret med kød. Af grøntsager var der kartofler, gulerødder og porrer. Kødet var bare noget normalt hakkekød med nogle krydderier.

Da vi var færdige med at spise, skulle man til det mest spændende og skræmmende ved hele turen. Vi blev delt i nogle hold á 5, og vi skulle ud på en tur, hvor vi kun måtte have en lommelygte med. Vi skulle følge nogle knæklys igennem sti og skov i ret lang tid, lige indtil vi så tre mænd, som ville lave en trivial pursuit med os. Vi fik 10 spørgsmål, og da vi var færdige, fik vi kun at vide, at vi skulle gå ind i skoven og følge knæklysene. Vi gik, og det skete ikke noget i lang tid, lige indtil vi kom til en lang sti, som førte til vores lejr. Her skete der noget mellem træerne og i mørket, du selv må tænke dig frem til. Da turen var slut, gik vi i seng og sov i vores bivuaker – efter vi lige havde fået lidt natmad.

Da vi vågnede op, skulle vi pakke sammen og have noget morgenmad. Derefter skulle vi lave en aktivitet, som gik ud på at lave et A ud af træ, der kunne gå. Så kan du måske selv regne ud, hvordan det fungerer. Da aktiviteten var færdig, fik vi frokost og derefter startede turen hjem.

Og hvis du er heldig – som os – skal du cykle 30 km. i regn og modvind.

Held og lykke med turen 😉