Sunde digitale vaner

Vi har på skolen i dette forår fokuseret på ”Sunde digitale vaner”. Projektet blev skudt i gang med en eftermiddag, hvor David Madsen underviste skolens lærere om digitale medier. Efterfølgende beskrev lærerne vores ”plejer” og hvilke refleksioner de gjorde sig ift. den nye viden – og hvordan vi ønsker at handle som skole.

David har også har mødtes med skolens ledelse om hvilke tanker de gør sig på dette område. Lærernes arbejde og ledelsens tanker er blevet samlet i et fælles skriv – som nu er skolens refleksioner/politik.

David Madsen repræsenterer psykolog og lægehuset Dabeco. Som en del af vores indsats har Dabeco certificeret skolen for 2024-2027. Det betyder, at vi med vores viden og handlinger har redskaber til at handle på hensigtsmæssige måder. Samtidigt ved vi som skole, at vi kan tage fat i Dabeco, hvis udviklingen ”løber fra os”.

Tanken er at Dabeco er med til at kvalificere vores viden på skolen og kvalificere vores samtale og det pædagogiske arbejde der finder sted.

 

En del af certificeringspakken gik også på en forældredel og elevdel.

Det betød, at David til skolekredsmødet i marts lavede et oplæg for skolens forældre og medarbejdere, hvor han viste hvilke områder, man som skole og forældre bør være opmærksomme på.

Eleverne i 7-10. klasse har også haft et oplæg om sunde digitale vaner.

Til dette oplæg havde David Julius Mygind med. Julius fortalte om, hvordan han i sin opvækst ikke havde gode vaner og brugte digitale medier på dårlige måder for ham.

David fortalte eleverne noget om de mekanismer sociale medier arbejder med og om hvordan man som ung skal passe på sig selv og sine data…der er ikke andre der gør det for dig!